Dansk. Engelsk. Swahili. Urdu. Et klasseværelse kan være fyldt med forskellige sprog, og det samme gælder den enkelte person. Ved at lade kursister bruge alle deres sprog, når de lærer, kan de både blive bedre til eksempelvis dansk og lære mere i alle andre fag. Det kaldes ‘translanguaging’, og begrebet har fået kraftigt øget fokus i Danmark de seneste år. Det er der god grund til, fortæller Helene Thise, der er lektor på Københavns Professionshøjskole.
– Når man lærer, er det vigtigt, at man bringer sig selv i spil. Jo flere dele af en selv, man kan investere i sin læreproces, desto bedre læring. Hvis man har flere sprog, er det en ressource, siger hun.
Helene Thise udgav sidste år sammen med professor Anne Holmen fra Københavns Universitet bogen ‘Flere sprog i læringen”, som handler om at bruge translanguaging i praksis.
Eleven er udgangspunktet
Grundlæggende handler translanguaging om at bruge flere sprog samtidigt. Man er optaget af at krydse grænserne mellem sprogene, så en elev, der skal lære tysk, kan trække på den viden om sprog, hun allerede har, fordi hun behersker tyrkisk, dansk eller engelsk. Det er altså elevernes sproglige viden, der er udgangspunktet – ikke underviserens.
– Hvis man skal lære nyt fagligt indhold – uanset om det er fysik, fransk eller andet – så har man brug for at sætte sine egne ord på, det man lærer. Det har vi alle sammen, og mange af os gør det ved at sige det på vores hverdagssprog. Hvis ens egne ord så er polske, har man brug for at bruge polsk, for at forståelsen kan hænge fast, siger Helene Thise.
– Læs også artiklen ”Er sproget den magiske nøgle til arbejdsmarkedet?”.
Elever lærer mere
Der er gode grunde til, at tilgangen vinder frem. International forskning viser, at udbyttet af skolen generelt er højere, men også i forhold til selve det at lære sprog. Man bliver bedre til dansk eller engelsk, eller hvilket fag man nu bliver undervist i.
– Du lærer mere, og du lærer bedre. Det er meget ressourcekrævende for en elev, hvis man ikke får lov at lære gennem sine naturlige ressourcer. Det gør man ved translanguaging. Eleven skal ikke gå så mange omveje, forklarer Helene Thise. Professor i parallelsproglighed Anne Holmen tilføjer en særlig pointe for sprogfagene, der i øjeblikket oplever en krise, fordi elever og kursister holder igen med at vove sig ud i at udfolde sig mundtligt.
– Undervisere taler om, at eleverne tier. De tør ikke få stemme på. De tør ikke tale højt. Det er et kæmpe pædagogisk problem, og noget tyder på, at det bliver påvirket af, om man får lov at være til stede med sin sproglige identitet, siger hun og henviser til svensk forskning i både grundskolen og universitetet, der viser, at når man får lov at bruge alle sine ressourcer, så tør man også mere på det sprog, man føler sig usikker på.
– Så der er også en snæver fremmedsprogspointe i, at man kan få flere til at deltage mere aktivt, siger Anne Holmen.
Anerkendelse fremmer engagement
Ud over det rent læringsmæssige anerkender man også elever ved at interessere sig for, hvad de kommer med, forklarer Anne Holmen.
– Det er en anerkendelse af identitet, som hænger godt sammen med elevcentreret pædagogik. Eleverne skal have lov at bringe deres forudsætninger og deres baggrund med ind i skolen. En anerkendelse af, hvem de er, kan fremme deres engagement og deres udbytte af skolen, siger hun og tilføjer, at den tilgang i en del år har været på kollisionskurs med den førte politik i både kommuner og nationalt i Danmark. Her har man været meget fokuseret på en national dagsorden.
– Der har i Danmark været en tendens til at mene, at de andre sprog kommer i vejen i stedet for at være en hjælp, siger professoren.
Stil de rigtige spørgsmål
Der er altså mange gode grunde til at tage udgangspunkt i de sprog, eleverne kender. Men hvordan gør undervisere det, når de i mange tilfælde ikke selv forstår de mange sprog, deres elever taler?
– Underviserne skal i hvert fald ikke lære alle mulige sprog. De skal lære at facilitere elevernes måde at trække det frem på. De skal lære at stille de rigtige spørgsmål. Det kan man gøre via erfaring eller via uddannelse eller måske via kollegial supervision. Men mange har ikke turdet stille sig i den situation og har måske tænkt, at når de ikke kan arabisk, så tør de heller ikke spørge eleverne til det, for så kan man ikke kontrollere, hvad eleverne siger, opsummerer Anne Holmen.
De rigtige spørgsmål kan blandt andet handle om at sammenligne sprog – for eksempel om, hvordan grammatikken hænger sammen eller for at øge elevens sproglige opmærksomhed ved at sammenligne, hvordan man udviser høflighed, hilser eller noget helt tredje.
– Læs også artiklen «Bruk av Språkmentorer skal styrke sysselsettingen i Norge».
Undervisere oplever kontroltab
Der er flere udfordringer ved tilgangen, påpeger Helene Thise. En af dem er, at det er en ny tanke, at man skal se flersprogethed som noget naturligt.
– Undervisere er vant til at se det som noget ekstra, hvis de har en flersproget elev i klassen, men ser man hele klassen som flersproget, bliver det ikke en tilføjelse til den undervisning, de har i forvejen. Det bliver en del af den, men det kræver et skifte i lærerperspektivet at se det som noget alment, siger hun.
Endnu en udfordring for underviserne er, at de kan opleve et kontroltab.
– Eleverne kommer i centrum. De skal lære noget, og det er ikke underviseren, der skal lære dem det – det skal eleverne med deres egne ressourcer. Derfor er udgangspunktet, hvad eleverne kan, og ikke om læreren kan polsk eller arabisk. Læreren skal bringe elevens ressourcer i spil, og det indebærer et kontroltab, som er noget af det værste, vi undervisere ved, siger hun og ler.
Helene Thise understreger, at mange af pointerne i deres bog i virkeligheden ikke vil være nye for en del undervisere, fordi de allerede praktiserer det, men måske ikke har haft noget at kalde det.
– De vil nok tænke: ‘Det her har jeg gjort længe.’ Vi har også talt om det i mange år, men med begrebet er det som om, der er gået hul på noget. Det har været en løftestang, men i virkeligheden er det ikke nyt – heller ikke i Danmark. Der har bare ikke været en teoretisk struktur omkring det, siger Helene Thise.
