Tre hæsblæsende dage i Nuuk er ovre for Netværket for NEET, kompetenceudvikling og inklusion i Åland, Grønland og Færøerne, der for første gang har været samlet på tværs af de tre lande. Hjem til deres respektive lande rejser de 24 medlemmer af projektgrupperne, fyldt op med nye ideer og fornyet entusiasme for at gøre en forskel for gruppen af unge mellem 16 og 29 år, som ikke er kommet i gang med job, uddannelse eller træning. Denne gruppe kaldes NEET, hvilket står for Not i Education, Employment or Training.

Det har været øjenåbnende, hvor ens vi er, og hvor forskellige vi er, på én og samme tid. Vi er alle øsamfund med samme slags udfordringer i forhold til mennesker – særligt NEETs-gruppen, men vi har forskellige udfordringer i kraft af, hvor vi er placeret i verden. Grønland findes så lang væk fra os, men alligevel er vi i samme båd, siger Sheyda Shafiei, som er uddannelseskoordinator fra Åland og en del af Ålands projektgruppe.
Hun håber, at projektet kommer til at hjælpe alle tre lande med at opbygge en bedre struktur for, hvordan man hjælper unge i NEETs-gruppen.
Svært at holde styr på målgruppen
Også Kirstianna Torbjarnardóttir fra Færøerne føler, at hun tager en masse med sig hjem fra Grønland, som vil gøre gavn i det videre arbejde på Færøerne.
Jeg er blevet klogere på, hvad det er, vi skal. Vi har konstateret, at vi i alle tre lande har det til fælles, at vi ikke er gode nok til at holde styr på målgruppen. Vi mangler statistikker. Vi har alle en masse forskellige systemer, men de arbejder ikke godt nok sammen, siger Kirstianna Torbjarnardóttir, der ikke er helt fremmed i Grønland, da hendes far arbejdede i Grønland en årrække, hvor hun rejste rundt med ham.
Men jeg er overrasket over mødet med Nuuk. Det er et andet Grønland, end jeg havde forestillet mig, siger hun.
Om og om igen
Sonja Christensen fra den grønlandske projektgruppe bor selv i Nuuk og har arbejdet med unge mennesker og uddannelse i mange år, og hun håber, at projektet vil gøre en reel forskel.
Jeg har set mange initiativer blive oprettet – men ikke blevet synligt anvendt, da projekterne ikke bliver gemt et sted, så de nemmere kan anvendes. Man laver ændringer, og laver nye projekter om igen og igen, og til sidst må man spørge sig selv, om man overhovedet er kommet nogen vegne, siger hun.
Derfor håber hun, at de tre lande til sammen kan finde en klarere måde at gribe problemerne an på og blive bedre til at dele de erfaringer.
Forskellige udfordringer
Åland, Færøerne og Grønland kæmper med forskellige udfordringer i forhold til NEETs-gruppen. Mens der på Færøerne for eksempel stort set ikke findes ungdomsarbejdsløshed, så tager en stor del af de grønlandske unge ikke nogen uddannelse efter folkeskolen, og Åland kæmper med at mange unge ikke vender tilbage efter endt uddannelse andre steder i Sverige eller i Finland. Alligevel er der meget, de tre lande kan lære af hinanden, siger Bo Nygård, som er projektleder fra Åland.
Vi deler både viden og ideer. Jeg forudser, at projektet først og fremmest kommer til at blive et samarbejde om udvikling af metode, siger han og roser særligt forskeren Rosie Alexander, fra Aarhus Universitet, som var leder af seminarets workshops.
Hendes arbejdsmetode til projektdesign var eksemplarisk, hvilket gjorde projektet meget gennemskueligt og klart, siger han.

Rosie Alexander er post.doc. på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet og har forsket i karrierelæring på Orkney- og Shetlandsøerne og i de danske øsamfund. Hun var facilitator for en proces, hvor hvert af de tre lande skulle arbejde på at definere klarere, hvad de ville opnå med deres projekter.
Ved dagens afslutning var væggene plastret til med post-its i forskellige farver, og hver gruppe kunne fremlægge et projekt, der stod meget klarere, end da de kom.

Læs også artiklen ”Små samfund har særlige muligheder for at hjælpe de unge”.
Feltbesøg
Seminarets deltagere besøgte også Majoriaq i Nuuk, som er en særlig grønlandsk konstruktion, der både fungerer som jobcenter, opkvalificering og vejledning. En af stedets lærere viste rundt og fortalte om MA1-klassen, som skal hjælpe elever med af få en afklaring og udvikling af deres kompetencer og muligheder. MA1-klassen fokuserer særligt på værkstedsfag, madlavning og krea med årets gang som styrende for aktiviteterne
Noget af det, der særligt vakte opsigt var de bykort, som Majoriaq har udarbejdet for alle grønlandske byer. I et netværk var alle byens ressourcer indtegnet – for at få overblik over de forskellige muligheder hvert sted.
Bagefter var der smagsprøve på den særlige grønlandskage – en form for rosinbrød, som spises i skiver med smør.
Middag i fjeldet
Seminaret bød også på ture ud i Grønlands natur. Den ene aften på en vandretur rundt om søen Qallussuaq, hvor sandwiches blev gnasket ved søbredden, mens to ravne højt oppe i fjeldet forsøgte at jage en havørn væk.

Torsdagsprogrammet bestod af en sejltur på fjorden Nuup Kangerlua med stop på fjordrestauranten Qooqqut Nuan til en lækker frokost. Først skulle frokosten dog fanges, da dette hotel tilbereder friskfanget fisk, som gæsterne selv indleverer.
Der skulle fiskes med lange liner på dybt vand for at fange rødfisk og torsk. Færingerne i gruppen proklamerede højlydt, at den fiskedyst ville de vinde, men da de første fisk blev hevet op fra dybet, blev begejstringen så stor, at ingen huskede at tælle efter.
Det er vigtigt at mødes fysisk, også om aktiviteter, som ikke direkte er knyttet til det faglige, siger Lene Andersen, der er projektleder for den grønlandske del af projektet og vært for seminaret.
Mens de lokale projektgrupper på Færøernes og Åland har haft flere møder, hvor de alle har været samlet, var det første gang hele den grønlandske projektgruppe var sammen, idet de til hverdag er spredt over flere tusinde kilometer.
Det er bare noget andet at se hinanden i øjnene end at kigge ind i en skærm. Og engagementet og lysten til at hjælpe unge mennesker smitter jo, når man mødes på tværs af gruppen, siger Lene Andersen.
Færøerne 2027
I løbet af projektperioden frem til 2030 skal projektgrupperne samles en gang i hvert land. Næste gang i september 2027 på Færøerne.
Vi glæder os rigtig meget til at se projektgruppen på Færøerne. Det er vigtigt at mødes fysisk og lære hinanden bedre at kende, samtidig med at man udveksler erfaring. Det er en god kombination, som virker meget motiverende for alle, siger John Dalsgarð, som er projektleder fra Færøerne.


