Rapporten viser, at fællesskabet er en central drivkraft i foreningslivet. Mere end halvdelen af medlemmerne angiver, at fællesskabet var en vigtig grund til at melde sig ind, og næsten halvdelen har fået nye venner gennem deres forening. Samtidig deltager mange medlemmer aktivt i planlægning, organisering og gennemførelse af aktiviteter.
Rapporten viser også, at medlemmer af mindre foreninger oftere deltager i sociale arrangementer og har en stærkere oplevelse af at høre til i et fællesskab end medlemmer af større foreninger. Forskerne bag undersøgelsen peger på, at det kan hænge sammen med, at det er lettere at lære hinanden at kende og opbygge relationer, når medlemstallet er lavere. Samtidig er strukturen i mindre foreninger ofte mere uformel, hvilket kan gøre det lettere at engagere sig i både aktiviteter, sociale arrangementer og foreningens fælles opgaver. Resultaterne peger på, at størrelse og organisering kan have betydning for, hvordan deltagelse, fællesskab og læring udvikler sig i foreningslivet.

