Læringscirkler er en gammel og moderne vej til udvikling

Kompetenceudvikling og ny viden, der kan bruges lige netop i den situation, du står i som medarbejder. Det kan være svært at finde, når man scroller sig gennem udbuddet af efteruddannelse. Et alternativ kan være læringscirkler, som netop tager udgangspunkt i deltagernes udfordringer.

– Man kan let komme til at låse sig lidt fast i sin egen praksis, og så er det svært at finde nye løsninger. I læringscirklerne deler man sine egne erfaringer, men man abstraherer også problemer til et andet niveau og ser på eksempelvis en konflikt i en arbejdsgruppe med teoretiske briller, fortæller Gunilla Avby.

Hun er docent i pædagogik ved Stockholms Universitet og har solid erfaring med læringscirkler, som hun blandt andet har brugt i kompetenceudvikling af ledere i den offentlige sektor, ligesom hun har arbejdet med læringscirkler i folkeoplysningen. Gunilla Avby deltager også som forsker i Nordplus Voksen-projektet Collaborative learning for wicked problems: Mapping of two Nordic models for learning and professionel development.

Opbygger viden i fællesskab

Arbejdet i en læringscirkel foregår typisk ved, at medlemmerne bliver enige om fælles problemstillinger, som de undersøger og diskuterer. De får måske input udefra, hvorefter de afprøver et initiativ på deres arbejdsplads. Det evaluerer de, og processen gentager sig. Dermed opbygger de i fællesskab ny viden – suppleret med viden fra forskning – som de kan bruge i det videre arbejde.

Igen kunne det for eksempel være en konflikt på en arbejdsplads.

– Det kan være svært at se forskellige løsninger, men sætter vi teori på og for eksempel taler om, hvordan mennesker reagerer i konfliktfyldte situationer, kan man se flere vinkler på problemet og måske bedre komme frem til en løsning, siger Gunilla Avby og tilføjer, at med cirkelstrukturen følger deltagerne op på problematikken, næste gang de mødes.

– Så taler de om, hvad der er sket siden sidst, og om man har arbejdet med problemet på en anden måde, forklarer hun.

Går bag om problemerne

At deltagerne arbejder med et problem eller med udvikling betyder ikke, at de tager fra mødet i læringscirklen med en færdig løsning på et problem – nærmest tværtimod.

– Vi kan ofte være hurtige til at finde en løsning på et problem, men hvis vi løser det for hurtigt, risikerer vi, at vi ikke forstår baggrunden for det og derfor reagerer på et symptom, men ikke på selve grundproblemet. Dermed får man ikke gjort noget ved det grundlæggende problem, siger hun og uddyber, hvad man kan opnå med læringscirkler:

– Det er en måde at skabe grundlag for refleksion og for, at deltagerne får en viden om, hvad der ligger bag, når de træffer beslutninger eller handler på bestemte måder. Når man kan sætte ord på, hvad man gør, kan vi begynde at udfordre hinanden, siger Gunilla Avby.

Inspiration fra tidligere århundreder

Ligesom deltagerne i læringscirkler skal forstå baggrunden for beslutninger, skal du nu en tur rundt i baggrunden for cirklerne. For selvom læringscirklerne med deres flade struktur og demokratiske tilgang umiddelbart virker og er meget nordiske, kommer inspirationen oprindeligt fra USA.

I slutningen af 1800-tallet voksede Chautauqua-bevægelsen frem i USA. Det var en demokratisk bevægelse, som blandt andet arrangerede studiecirkler og forelæsninger, hvor eksperter rejste rundt med tog og skabte diskussioner om tidens store politiske spørgsmål.

I Sverige var der også store folkebevægelser i gang. For eksempel arbejderbevægelsen og frikirkebevægelsen, som begge ville skabe forandringer i samfundet. I den forbindelse skabte den svenske fagforeningsmand Oscar Olsson med inspiration fra USA i begyndelsen af det 20. århundrede studiecirklerne, som blev et masse-fænomen.

– Studiecirkler handlede om oplysning, men det var også en modreaktion på den traditionelle top-downundervisning, hvor en lærer udlægger teksten. Det er demokratisk læring, hvor man for eksempel diskuterer litteratur eller jordbrugsmetoder. Man tager udgangspunkt i kundskab og bøger, men også i deltagernes erfaringer, forklarer Aron Schoug, som er lektor på Stockholms Universitet, hvor han blandt andet forsker i kollektiv læring og folkeoplysning – såsom aftenskoler og højskoler. Han har også deltaget i forskningsprojektet om collaborative learning for wicked problems, som er finansieret af Nordplus. 

Massiv succes

De svenske studiecirkler har haft massiv succes, og i dag er der omkring 94.000 studiecirkler med cirka 327.000 deltagere.

De seneste årtier har studiecirklerne mistet det politiske element og handler nu mest om hobbyarbejde som at lære at lave keramik eller spille et musikinstrument.

I 1970’erne var studiecirklerne imidlertid nogle steder kommet ind på arbejdspladser via fagforeninger, som blandt andet i samarbejde med ledelserne arrangerede studiecirkler om, hvordan man kunne forbedre arbejdet og arbejdspladsen. 

De nuværende læringscirkler bygger på traditionen fra 1970’erne, men de er tilføjet et element, nemlig at der skal være en form for evidens i arbejdet.

– Jeg har arbejdet meget med at kigge på praktiske problemer med teoretiske briller. Det handler meget om at organisere mødet mellem teori og praksis, fortæller Gunilla Avby.

Krævende for facilitator

Læringscirkler kan bruges på alle niveauer i private og offentlige arbejdspladser, vurderer Gunilla Avby. 

Det afgørende er, at emnerne, man udvikler og diskuterer, er tæt på hverdagen på arbejdspladsen. Deltagerne skal føle, at det betyder noget for deres arbejde, så det er essentielt, at læringscirklen er deltagerstyret, siger hun og tilføjer, at endnu en forudsætning er, at ledelsen understøtter arbejdet i læringscirklen.

Er forudsætningerne på plads, er der til gengæld et stort potentiale, fortæller Aron Schoug.

– Det er demokratisk og kollektiv læring og refleksion, som er særligt godt til arbejdet med komplekse problemer, hvor der ikke er én rigtig løsning. Her er det en fordel at inddrage forskellige perspektiver og erfaringer, så man kan udvikle specifikke løsninger, som passer til arbejdspladsen. Det har cirklerne vist sig at være gode til, siger den svenske forsker.

Styr uden om faldgruberne

Der er dog flere faldgruber, fortæller Aron Schoug og henviser til forskning fra 1970’erne, som udpegede nogle af de største udfordringer med datidens studiecirkler.

– En af dem var, at mange studiecirkler ikke reelt blev studiecirkler, fordi det endte med, at lederen af cirklen udlagde teksten for de andre. Det blev en slags forelæsning, hvor deltagernes viden og erfaringer ikke reelt kom i spil, siger han og tilføjer, at en anden udfordring kan være, at der ofte bliver talt om alt muligt andet end det, der reelt skaber udvikling. 

Gunilla Avby nikker genkendende til udfordringerne.

– Det kræver meget mere af facilitatoren af cirklen end at holde en forelæsning. Skal en læringscirkel have energi, kræver det, at man ikke selv tager over, men sørger for, at deltagerne holder fokus, og at man driver deres erfaringer frem, siger Gunilla Avby.