De nordiske lande har nu fået helt nye tal på, hvilke lande indvandrere kommer fra, og i særdeleshed hvordan uddannelse og arbejdsmarkedsintegration ser ud i regionen. I 2022 nåede nettoindvandringen det højeste niveau siden 1990.
Pr. 1. januar 2022 boede der 5,05 millioner mennesker med indvandrerbaggrund i Danmark, Norge, Finland og Sverige, hvilket svarer til 18 procent af befolkningen i disse lande. Mere end halvdelen bor i Sverige.
I rapporten operationaliseres integration ved at måle deltagelse i uddannelse og arbejde. I Finland, Norge og Sverige deltog omkring 30 procent af indvandrere i alderen 16-29 i gymnasial uddannelse, mens deltagelsen i videregående uddannelse blandt indvandrere generelt var lavere end deltagelsen i gymnasial uddannelse i alle tre lande. I Danmark var deltagelsen blandt indvandrere i ungdomsuddannelser kun 13 procent i 2021 og 19 procent på videregående uddannelser. Desuden deltager efterkommere af indvandrere væsentligt hyppigere i uddannelse end indvandrere.
Indvandrere i alderen 20-29 år har markant højere andele, der hverken er i arbejde eller under uddannelse (NEET) end deres efterkommere, og niveauet er cirka dobbelt så højt som i resten af befolkningen. Kvindelige indvandrere har konsekvent højere NEET-rater end mandlige indvandrere i alle lande. Blandt efterkommere ser vi dog det modsatte mønster, hvor kvinder har lavere NEET-rater end mænd.
Der er store forskelle i beskæftigelsen mellem indvandrere med kort bopælstid, men i alle lande falder forskellene mellem indvandrere fra forskellige dele af verden i takt med, at bopælstiden øges. I Sverige stiger beskæftigelsen blandt indvandrere løbende med bopælstiden således, at personer med mere end 15 års bopæl har den højeste beskæftigelsesfrekvens. I Danmark og Norge ser vi derimod et lille fald i andelen af beskæftigede efter mere end 15 års bopæl.
Dataindsamlingen har fundet sted med bevilling fra integrationsprogrammet og inddragelse af de integrationsansvarlige ministerier. Læs hele rapporten ”Innvandring og innvandrere i Norden 2016-2022”.